Vi mangler mod, når vi integrerer flygtninge. Ikke medynk. Jeg ved det, for jeg var selv en af dem

15. maj 2018 | 11 min.

Jeg var kun seks år, da min skæbne vendte.

Det var tilbage i 1984, og den sovjetiske invasion i Afghanistan begyndte at true vores sikkerhed for alvor. Vores hjem i Kabul blev invaderet af russiske soldater, som rodede alt igennem og røvede værdigenstande. Min far begyndte at frygte for vores sikkerhed.

Vi flygtede i dagevis gennem de afghanske bjerge for omsider at nå til Teheran. Jeg husker tørsten under den lange flugt til den iranske hovedstad. Jeg husker, vi kørte i bus, og ved siden af chaufføren stod en rød spand vand. Vandet svandt gradvist ind. En tår vand var et luksuriøst privilegium.

Jeg husker, mor havde gemt vores penge ved barmen. Jeg husker, hvordan vi blev stoppet af mujahedin-krigere. En ældre mand, som havde smilet kærligt til mig, blev ført ud og slået med gevær. Det samme skete med min bror og far.

Jeg husker de elendige og kummerlige forhold i flygtningelejren i Iran, hvor vi måtte stå i lange køer for en portion mad. Jeg husker den ekstreme forskelsbehandling, vi så mødte, da vi flyttede til storbyen Teheran. Racistiske tilråb og overgreb var hverdag. Jeg måtte ikke gå i skole med de iranske børn. Iranere og afghanere var delt op i to forskellige køer, så iranerne fik fortrinsret til indkøb, mens de afghanske flygtninge skulle betale mere for varerne.

Det er bare få eksempler på den strukturelle og systematiske racisme, jeg mødte allerede som en lille pige. Krigen og flugten føles som fjern fortid, men følelsen af underdanighed, afhængighed og hjælpeløshed har sat nogle ar, jeg stadig kan mærke.

Det er vigtigt for mig at understrege, at formålet med denne fortælling ikke er at skabe sympati eller medlidenhed. Jeg ser min historie – og de ar, jeg har fået – som den største drivkraft bag alle de mål, jeg har nået sidenhen. De har givet mig mod. Min personlige historie har også lært mig noget, der passer med erfaringerne fra mit mangeårige arbejde som psykolog for flygtninge: at vi behandler dem forkert. Og at det er en overset årsag til nogle af vores store integrationsproblemer.

Alt det oplevede jeg allerede selv som barn.

PSYKOLOG Naderah Parwani er psykolog har over 15 års arbejdserfaring med flygtninge og minoriteter, herunder 8 års erfaring fra psykiatrien. Hun har arbejdet i traumeklinikker, kvindecentre, foreninger og ejer i dag konsulentvirksomheden In-Spirit. Hun flygtede desuden selv til Danmark med sine forældre i 1986

Efter to år i Iran fik vi muligheden for at flytte til Danmark som kvoteflygtninge i 1986. Her boede min mors to brødre allerede.

Det var ikke let at være barn i Danmark, dengang i begyndelsen. Der var mobningen. Der var udfordringerne ved at vokse op i patriarkalske normer – og samtidig skulle navigere i et meget anderledes, fremmedartet samfund. Jeg havde utallige undskyldninger for at opgive. Men jeg gjorde det ikke.

Jeg valgte at engagere mig i folkeskolen. Jeg blev elevrådsformand, og jeg meldte mig til frivilligt arbejde for en bedre integration. Der var flere grunde til, at jeg kastede mig ud i alle de ting. Mine fantastiske folkeskolelærere Erik Larsen og Dan Jensen støttede mig i min udvikling. Min far fortalte mig, at jeg kunne alt det, jeg satte mig for. Og så var der dengang i 7. klasse, hvor der blev vendt op og ned på min verden.

Det skete, da jeg faldt over bogen Den personlige virkelighed af Jane Roberts. Det var første gang, jeg snusede til psykologien, og det ramte mig lige i hjertet. Det gik op for mig, at jeg selv kunne skabe og forme den kvinde, jeg ønskede at være. Jeg kunne se, at jeg hidtil havde været dybt præget af en kollektivistisk kultur, som begrænsede min frihed og udvikling som kvinde. Jeg afsluttede omsider psykologistudiet på Københavns Universitet med topkarakter på mit speciale om kulturforskelle i det terapeutiske rum. I dag er jeg autoriseret psykolog med over 15 års erfaring på flygtningefeltet og har både arbejdet med praktisk behandling og forskning.

Min professionelle erfaring har givet mig et bredt kendskab til, hvordan vi i vores behandlingssystem møder flygtninge og deres udfordringer. Fra mit netværk af venner og familie med flygtningebaggrund ved jeg, hvordan de oplever mødet.

Og det er – mildt sagt – ikke de innovative løsninger, der kendetegner behandlingen af flygtninge.

Jeg står over for en stor udfordring her. For på den ene side har jeg stor respekt for alt det psykologiske arbejde, der har støttet op omkring flygtninge i Danmark. Vi har hjulpet mange flygtninge med posttraumatisk stress og depression videre i livet. På den anden side oplever jeg, at vi sidder fast i en bestemt måde at møde flygtninge på. Ikke meget har ændret sig fra dengang mine forældre kom i behandling i Rehabiliteringscenter for Torturofre (RCT) i 1980’erne.

I mange år har vi praktiseret en lidelsesorienteret tilgang til flygtninge. Mange, der flygter fra krig og fattigdom, flytter sig fysisk, men de flytter sig ikke nødvendigvis mentalt. De flytter aldrig rigtig ind i vores vækstsamfund af sig selv. Vi burde fokusere langt mere på flygtninges kompetencer og personlige udvikling.

Der er kæmpe forskelle mellem flygtningenes og de fagprofessionelles syn på lidelse og personlig udvikling. De er blandt andet af religiøs, kulturel og mental karakter, og de forhindrer personlige gennembrud og bedre integration. Derfor kan vi have lange forløb, uden at der egentligt sker nogen forandring i klienternes adfærd og sociale situation.

Lad mig give et eksempel.

På rehabiliteringscenteret, hvor min familie var i behandling, havde de også traumebehandling og musikterapi. De ansatte bad os familier male vores oplevelser. Men vi forstod slet ikke formålet med den fremgangsmåde.

Få flygtninge forstår mindfulness-øvelserne eller åndedrætsøvelserne. De gør det hos psykologen af pligt, men det ligger dem så fjernt, at de griner ad det efterfølgende. Ingen af de flygtninge, jeg kender eller har behandlet, bruger åndedrætsøvelserne i deres hverdag. Og det siger jeg, selv om jeg selv er fortaler for meditation.

Distancen er der, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal bygge bro mellem den viden og baggrund, flygtningene kommer med, og det, de skal lære for at fungere i Danmark.

Det virkelige problem er, at vi glemmer, at mange flygtninge er kollektivister. De er vant til at udtrykke følelser sammen. De deler deres sorg og bekymringer med hinanden. De græder gerne og meget i grupper. I psykoterapien tolker vi det sådan, at nu får de luft for følelserne, fordi vi i Danmark er meget private omkring vores følelsesliv. Men i virkeligheden sidder de netop fast i følelsernes vold. Og de skal snarere lære, hvordan de selv løser deres udfordringer.

Det betyder ikke, at vi ikke skal møde deres udfordringer med medfølelse. Men vi skal have meget mere fokus på at få identificeret deres virkelige udfordringer. Samtidig skal flygtningene forstå, at de ikke kan leve på samme måde som i deres hjemland, hvor kvinderne typisk går hjemme. Det er ikke i deres interesse – og typisk heller ikke det, de ville flygte til. Den forståelse skal også integreres følelsesmæssigt. Det kan forandre meget.

Forudsætningen for, at vi kan flytte mennesker, så de kan fungere i et vækstsamfund som vores, er, at de forstår alle samfundets underliggende værdier. Jeg og min familie fik for eksempel aldrig forklaret, hvorfor demokrati er vigtigt, og hvordan det præger hele den måde, vi interagerer med hinanden på. Vi lærte aldrig, hvorfor demokratisk kommunikation i virkeligheden handler om gensidig respekt og har alt at gøre med næstekærlighed.

De danske værdier skal ikke bare integreres rationelt og kognitivt, men i højere grad også følelsesmæssigt.

Man plejer at sige, at hvis det, du gør, ikke virker, så gør noget nyt.

I psykologien sidder vi fast i at fokusere på flygtningenes lidelse i stedet for at arbejde med deres kompetencer. Vi fokuserer i for høj grad på, hvordan borgerne kan undgå deres følelser i stedet for at styrke deres følelsesmæssige modstandskraft. Det er symptomreduktion som strategi. Og det er ikke vejen frem i integrationsarbejdet, for det hjælper ikke flygtninge ud i de sociale fællesskaber, hvor der er mulighed for succes. Det svarer til, at vi behandler maveproblemer med symptomreducende medicin, men ikke oplyser om roden til problemet, og hvad man kan gøre for at opretholde en sund mave.

Mange borgere med flygtningebaggrund bliver i behandlingen spurgt, om de kan genkende symptomerne på PTSD og depression. Oplever de nedtrykthed, stress, søvnproblemer, koncentrationsbesvær? De fleste vil kunne svare ja til hovedparten af spørgsmålene, særligt når vi har med borgere at gøre, der kæmper med at tilpasse sig et nyt samfund, et nyt liv, og som er pressede af socialpsykologiske årsager. Psykologen krydser så af og giver en diagnose – PTSD.

I dag overfører vi samme diagnoser på generationen af efterkommere under begrebet sekundær retraumatisering. Det er en dybt forfejlet fremgangsmåde, især for ungdomsgenerationen, som har mulighed for at bryde med den sociale arv. Diagnoserne får stor indflydelse på efterkommeres selvbillede og engagement. Eksempelvis bruger de kvinder, der frygter arbejdsmarkedet, diagnoserne som et argument for at undgå at komme i beskæftigelse. Det gælder særligt kvinder, der er udsat for social kontrol. Unge, som oplever modstand, kan bruge retraumatisering som argument for, hvorfor de skal opgive deres uddannelse.

Det er et problem, for spiralen leder til det, man kan kalde indlært hjælpeløshed.

Indlært hjælpeløshed betyder, at gentagne belastende begivenheder, man ikke formår at mestre, kan få én ind i en fastlåst opgivende tilstand. Man lærer, at fordi man ikke kunne før, så vil man heller ikke kunne nu. Man ser sig selv som problemet.

Det forklarer, hvorfor nogle borgere bliver apatiske og gør sig afhængige af andre. De giver op.

Her opgiver mange psykologer og læger og ender derfor med at give en diagnose. Men i virkeligheden handler meget om opvækst, kulturelle normer, begrænset selvindsigt og manglende færdigheder. Det er essentielt, at personen gøres bevidst omkring det fastlåste adfærdsmønster, eller at man arbejder aktivt med at reducere modstanden og mistilliden. Vi skal kunne skelne mellem de forskellige typer for flygtninge. 1) De oprigtigt traumeramte, 2) dem, der er flygtet fra krig, men som ikke nødvendigvis er traumeramte, og 3) de flygtninge, som ikke har oplevet noget direkte, men ønsker at komme ud af elendigheden.

Mange psykologer og psykiatere, som jeg har arbejdet med, forholder sig ikke kritisk til flygtninges rigide modstand. Så forveksler de ofte flygtninges PTSD med krigsveteraners PTSD. Vi glemmer, at mange flygtninge er vokset op under krig i generationer og er ikke i konstant alarmberedskab. Og selv om det forekommer os fjernt, så har de lært at regulere sig selv gennem opvæksten.

Her mangler vi at udvikle nye metoder, både inden for psykologi- og flygtningeområdet. For hvordan håndterer vi indlært hjælpeløshed? Hvordan bryder vi med de kulturelle normer, der fastlåser borgerne i passivitet? Vi fagprofessionelle skal blive bedre til at registrere og afhjælpe borgernes modstand. Vi bør arbejde mere med socialpsykologiske programmer med fokus på social færdighedstræning, kommunikation og konflikthåndtering. Det er afgørende for at afhjælpe indlært hjælpeløshed, at vi ændrer flygtningenes mindset.

Også jobcentrene bør få flere muligheder for at sanktionere borgere, der er fast besluttet på ikke at røre arbejdsmarkedet. Men behovet for innovation rækker ud over de jobrettede, faglige kompetencer. Det er i høj grad arbejdet med de sociale kompetencer, der er afgørende.

Indlært hjælpeløshed er typisk ikke en psykisk lidelse eller en diagnose. Det er socialpsykologiske udfordringer. Borgerne er fastlåste i passivitet, fordi de mangler perspektiv, viden og værktøjer til at engagere sig mere. Det gælder særligt kvinderne. Mange mangler inspiration til at finde frem til deres potentialer og muligheder for udvikling i Danmark. Jeg er sikker på, at vi ikke finder stabile løsninger uden også at finde frem til deres ambitioner og drømme.

Der er flere årsager til, at diagnoser efterstræbes af flygtningene selv. Mange vil for alt i verden sikre sig, at de får deres danske statsborgerskab. Får de en diagnose, som indikerer, at de har indlæringsvanskeligheder, kan de slippe for jobcentrenes krav og lettere få statsborgerskab, idet de ikke skal bestå sprogprøverne. Det presser dem ud i at være strategisk passive og syge (strategisk indlært hjælpeløshed).

Samtidig har vi i Danmark undervurderet graden af social kontrol og de kulturelt betingede årsager til, at særligt kvinderne ikke kommer i beskæftigelse. Mange kvinder trues med skilsmisse, hvis de kommer i arbejde. Her kan en diagnose være afgørende for at forblive hjemmegående. Både manden og kvinden kan benytte sig af strategisk indlært hjælpeløshed for at undgå arbejdsmarkedet.

Jeg er vidne til, hvad diagnoserne har betydet for alle de ældre i min familie. Det er et trist billede. Forandring er angstprovokerende. Men nogle gange skal man tvinges ud af ens comfort zone for at opdage nye sider af sig selv.

Det er ofte gennem et sammenbrud, at vi kan skabe et nyt gennembrud.

Flygtninge og etniske minoriteter kan blive en gevinst for de offentlige finanser, hvis integrationen lykkes bedre fremover. Men det kræver en omstilling i vores måde at håndtere dem på. Vi er endt i enten-eller-politiske løsninger. Vi skal tænke meget mere nuanceret og kreativt. Vi skal væk fra enten at straffe dem eller overøse dem med omsorg. Vi skal styrke dem, så de kan blive selvstændige individer, der kan håndtere modstand og deres egen skrøbelighed.

Vi skal tænke os frem til mere inspirerende og positive rammer, der ikke er begrænset til diagnoser og rutineprægede miljøer i jobcentrene. Vi skal have meget mere fokus på det opbyggende arbejde, som eksempelvis positiv psykologi, socialpsykologien og organisationspsykologien rummer. Vi skal fokusere mere på kompetencerne. Vi skal lave planer for deres visioner og delmål, som vi følger og bakker dem op omkring. Vi skal hente inspiration fra iværksættere med flygtningebaggrund eller minoritetsbaggrund.

Og vi er allerede nået et stykke. Jeg og mine søskende er vokset op i Danmark. Vi er formet af Danmark og præget af de danske værdier. Vi sidder mange med minoritetsbaggrund godt placeret i store danske virksomheder, hvor vores transkulturelle baggrund og kulturelle intelligens kan være en styrke. Vi henter millioner hjem til Danmark. Vi har lært meget af Danmark, og vi vil give meget tilbage.

Mange flere har potentialet for at opnå noget lignende. Vi bliver nødt til i højere grad at lede efter ressourcerne og de positive sider hos borgere med flytningebaggrund. En lidelsesorienteret ramme fastholder dem i en hjælpeløs position og selvforståelse. Med en mere ambitionsorienteret tilgang kan vi give dem større tiltro til deres drømme og kompetencerne til at opnå dem.

Ser vi lyset i andre, oplyser vi dem. Taler vi kun om mørket, så bliver ikke kun de, som vi omtaler, omgivet af mørket, men også vi, der taler det mørke sprog. Vi har gjort det nemt og ligetil at administrere din helt egen blog!